Søndagstur på Storåen d.11. juli 2010

En dag, fra 07 morgen til 23 aften, fyldt med udfordringer og god underholdning.

8 kajakroere havde valgt at tage imod et tilbud: 50km på Storåen, Flot at også et par nye kajakroere med
kun 40- 50km på bagen havde modet, men de fik til gengæld oplevelser for livet. Som gammel roer er der
vel kun at sige, at man tugter dem man elsker.

Igen var det Lisbet, der afleverede et mesterværk timet til sidste meter, ja selv vejret var udvalgt med omhu.
Turen begyndte ved Gødstrup, dernede hvor Bent Hansen vil bygge sygehus. Smuk natur det er der i
hvert fald. Faktisk er det som at være i en regnskov, at drive ned af floden eller åen, fyldt med planter og
fuglekvidder, flere steder endda med tag over hovedet af beplantning.

Lidt om dagens krydderier, for dem var der mange af, altså ud over at vejret var perfekt hele dagen!!
styrtregnede det lige den første halve time, så morgenkaffen blev indtaget i bilerne, og stor tak til de to
bilejere, for osten der var indkøbt til morgenmad, var jo velment med stærk smag, og,,,,,,. Ja, den var i
sandhed mest velegnet til fri natur.

På plads i kajakkerne gik det nu ned ad åen, med Ove som førerhund, pga. sten og andre forhindringer
var det nødvendigt med en obs lidt forude. I stærk medstrøm er der jo lidt bremselængde. Lisbet som
bagpost og midterfeltet, ja de gør hvad der bliver sagt,+ lidt tilvalg såsom ½grønlænder og andre former
for vandgang, prøve at sejle i modstrøm, rydde op i vegetationen langs bredden mv. men efterhånden
som de fleste havde det lidt fugtigt i kajakkerne og begynder- kådheden havde lagt sig, kørte det ret fint
til frokostpausen. Med ro ved bordet og god appetit nød vi frokosten. Godt nok var frikadellerne stadig
stivfrosne, til gengæld var bananerne meget bløde. Sluttelig var der lakridspiber til dessert. Jo, man lever
godt derude i naturen.

Anden etape, samme opstilling. Desværre gik der ikke ret længe, før vores forpost sad fast, og mente ikke
vi kunne komme længere, og et menigt medlem fra midterholdet gør hvad mor siger!! I vandet, der var ikke
andet at gøre, vi måtte videre, men Ove kom sig hurtig over nederlaget og genvandt obs. posten.

Sidste etape. Nu var Peter træt, ville have byttet sin kajak. Først foreslog Hanne, at han kunne blive lagt af
på bredden og så måske bliver hentet ved lejlighed, men det var ikke godt nok. Han ville have Hannes kajak.
Det fik han, endda demonstrerede Hanne en flot ½grønlændervending da hun forlod kajakken, hvorefter
hun straks iførte sig nyt søndagstøj. Lidt efter ville Poul af, mente vandet var ved at gå. Det klarede han
rigtig flot, men så fik han øje på et par heste, der var på vej ned til bredden for at drikke, og heste er Pouls
store skræk, han sprang ned i kajakken som en syttenårig med uforrettet sag. Under en sort sky af eder og
forbandelser forsatte han turen. Senere fik han vist hjælp af bagposten. Således var hele dagen fyldt godt op
med oplevelser undervejs. Helt fantastisk hvor vi har grinet og haft det sjovt sammen. Det kan med stor pil
op anbefales at benytte sig af det, når der igen kommer et tilbud.

Turen sluttede ved Holstebro kajak klub, hvor vi var så heldige at få lov til at vaske og rengøre vores både,
medens tre fra holdet hentede bilerne ved start. Det var dejlig at komme hjem til klubben med færdig rengjort
grej, Kl. 23 var sidste båd i hus.

Deltagere: Hanne/ Elsebeth/ Lisbet/ Poul/ Ove/ Frits/ Peter/ Aage.
Tekst: Aage
Billeder: Lisbet