Kajakinstruktion 2017

Vil du prøve dine kræfter med kajakroning, så er du kommet til det rette sted.

Hvert år i foråret starter vi nye instruktionshold op.
Instruktionen har typisk tre dele fordelt over flere hverdagaftener:

Kæntrings og redningsøvelser i sikre rammer

Her læres og øves hvordan man kommer fri for kajakken i det sjælden tilfælde at man kæntrer, og hvordan man kommer op i den igen på åben vand. Øvelserne forgår i løbet af aprilmåned i behagelige vandtemperaturer i Nr. Nissum svømmehal.
Øvelserne er obligatorisk før man kan få lov til at komme på vandet ude på fjorden.

I år afholdes øvelserne den 3/4 kl. 20.00 - 21.30, den 24/4 kl. 20.00 - 21.30 og den 26/4 kl. 19.00 - 20.30.
Tilmelding er ikke nødvendig, bare mød op den aften der passer bedst i kalenderen.

Teori

I den teoretiske del af forløbet, som afhandles på en enkelt hverdagsaften, læres alt det en ny kajakroer skal vide omkring sikkerhed på vandet, kajakret, det rette tøjvalg, klubbens ”spilleregler”, hvordan kajakkerne samt udstyr skal håndteres og meget mere.
Denne teoriaften er obligatorisk for at kunne opnå fuld kajakret i Lemvig Roklub, dvs. at få retten til at ro alene i kajak, hvis man ønsker det.

Men bare rolig, har man ikke forstået alt på en gang denne aften, så er der rigeligt med muligheder til at få styr på det sideløbende og som gentagelse på de enkelte hold i den praktiske del.

Praksis – den vist mest interessante del af instruktionen i små bidder

At føle sig sikkert i en kajak og at have styr på en hel del teori, gør en ikke per automatik til en god kajakroer. Det har vi vores dygtige instruktører til. De tager en i hånden en gang om ugen i et par timer over flere uger i træk og lærer fra sig alt fra det mest basale helt op til den rette teknik til at blive en god kajakroer, som kan færdes sikkert på vores farvande.

Den praktiske del starter i år mandag den 1. maj.

HER kan du hente vores VELKOMSTBREV med flere detaljer til årets instruktionsforløb i kajak.

Kajakstart 2017